20 års jubilæumskoncert

Tomas Krakowski, guitar
Tirsdag den 6. maj 2008 kl. 20.00
Rundetaarn

Læs anmeldelse af koncerten i bladet GUITAREN

John Dowland
( 1563 – 1626)
A Preulude – A Dream – Walsingham –
Lachrymae Pavan – A Fancy

 Fernando Sor
(1778 – 1839)
Variationer over et tema af Mozart op. 9
Andante largo op. 5, nr. 5

 Johann Sebastian Bach
(1685 – 1750)
Chaconne I d-mol fra BWV 1004
Arr. Andrés Segovia

 PAUSE

 Per Nørgård f. 1932
”Tales of a hand” - 4 suiter over kortenes farver
 

Suite I
In the mood of Spades (1985)

The King of Spades - The Queen of Spades - The Ace of Spades

 Suite II
The Queen of Hearts (1995)

Courteous Dance -  Improper Motif with Four  variations

 Suite III
Clubs among Jokers (1989)

Unbound (one of clubs) -  First Cadence (a joker) -
United (two of clubs) - Second Cadence (another joker) -
5. Exalted! (three of clubs)

 Suite IV
Jack of Diamonds (The Girl´s Best Friend) (2001)
8 pictures from the gallery of sedusers

Presentation "I am Jack" - On the Track 1 -
Come Out and Play -  The Entertaining of a Shy Girl -
On the Track 2  - Sadeyed Lady, Empathy with a Queen -
Off the Track -
 Who are You?

 

 

Om Per Nørgård

 af Tomas Krakowski

Hvad er det med Per Nørgårds guitarmusik, som gør den så attraktiv? Der er ingen tvivl om, at Nørgårds oevre for den utaknemlige guitar tilhører repertoirets øverste hylde. Ved at studere et storværk som ”Tales of a hand” er der et væld af detaljer at lægge mærke til. Hvad som dog er det mest fremtrædende ved denne musik er, at den er organisk. Tonerne vokser frem i naturlige formuleringer, ganske som frø fra en plante. Alt efter jordbund, vejr og vind, vokser musikken ud fra sine forudsætninger. Den er genkendelig, men hvert frø har sin egen lovmæssighed. I tilfælde Nørgård er der også tale om et meget personligt tonesprog, som ikke kan sættes i bås. Det kan være indsmigrende og tonalt for i det næste øjeblik at bide fra sig med modernistiske hugtænder. Indrømmet: Det er ikke altid let tilgængelig musik vi har med at gøre. Alene fraværet af de guitaristiske klichéer - hvad en komponist har kaldet ”e-mol forbandelsen” - gør denne musik temmelig besværlig at indstudere. Fantasifuldt brug af flageoletter, hele vejen ændringer i det rytmiske mønster og uvante proportioner er typiske ingredienser i et Nørgårdværk. Materialet kan synes enkelt, men med små rytmiske forskydninger, dristige accenter og finurlige spring vil resultatet blive en yderst kompleks enkelhed. Troede man sig at høre en simpel melodi, viser det sig at den indeholder en immanent flerstemmighed som udspiller sig på flere plan samtidigt. Det er ganske som i et gammeldags urværk De forskellige tandhjul har sin egen rytme men griber ind i hinanden og udtrykker en fælles ide. ”Tales of a hand” eller ”Lad kortene fortælle” står som et monument i guitarlitteraturen. De fire suiter er komponeret over et tidsrum på 16 år. Nørgård tager sit udgangspunkt i spillekortene, deres farver og den dertil hørende symbolik. Det er ikke en omgang tarotspådomme vi får at høre. Derimod er der tale om de evige temaer: det maskuline og det feminine, det lyse og det mørke, yin og yang. Modsætninger mødes og griber ind i hinanden. Ind i mellem modificeres polerne, glattes ud. Men der er hele tiden en latent spænding, som til dels er erotisk ladet. Den første suite ”In the mood of Spades” er den tidligste i serien, komponeret i 1985. Spader er den skæbnetunge og alvorlige farve. Rigtignok starter den med en energisk konge, men går hurtigt over i dronningens elegiske melodi. Melodien får selskab af et fabulerende polyrytmisk akkompagnement inden den går helt i stå på tonen h. Til sidst kommer en storslået adagio som forener de maskuline og feminine elementer i en gribende ”vuggevise”. Ikke noget med Carmen og døden her, snarere den fælles søvn. Spader es er både det første og reneste kort såvel som det højeste!  ”The Queen of Hearts” stammer fra 1995 og er den tredje i rækken. Komponisten ønsker at placere historien om den sødme- og lunefulde hjerterdame som suite nummer 2. Man kan, hvis man vil, opvarte fruen med en cello som ledsager guitaren ved at plukke udvalgte toner fra guitarstemmen. Dermed får musikken en ekstra dimension. Her er nu min soloversion. En høvisk dans har karakter af en lidt hurtig sarabande. Så følger et friere intermezzo, hvor jeg særligt vil fremhæve Nørgårds mesterlige evne til at lade en så enkel ting som omstemning af 6. streng indgå i det musikalske udtryk. Vi præsenteres for et ”uhøvisk” motiv fulgt af et set variationer. En kort koda munder ud i en åben slutning. Hjerterdame er farverig musik og mere positiv i udtrykket end de andre suiter. ”Clubs among Jokers” fra 1989 har 5 satser. Kløver 1 og 2 tager udgangspunkt i fælles materiale, er meditativ i udtrykket og bliver mere og mere kompleks. Også kløver 3 er formet af det samme motivstof. Her intensiveres forløbet ved at tempoet sættes gradvist op. Satsbetegnelserne unbound – united – exalted! spiller helt klart på det erotiske, men man kan nemt tænke sig til andre alternativer. Kløversuiten har noget af spaders alvor, men er mere udadvendt. Det skyldes ikke mindst de 2 jokere, som tilfører energi og vitalitet. Til sidst følger den vældige ”Jack of Diamonds” som blev endeligt fuldført i 2001 efter at have været længe undervejs. I dette mesterværk finder vi noget af den flotteste guitarmusik som er skrevet. Alene den indledende præsentation I am Jack! fejer tæppet væk under fødderne med en uimodståelig blanding af energi og charme. Ingen skal være i tvivl: Her er en rigtig Don Juan! Vores helt opsluges ikke af helvedets flammer som hos Mozart, men standser op i tide. Inden han kommer så langt har vi været vidne til forførerens listige metoder med en børnevise a la Bartók og et veritabelt uvejr i On the track . Læg mærke til den smukke og elegiske Sadeyed Lady,  og de komplekse rytmer i den afsluttende Who are you?.

 

  


 

TOMAS KRAKOWSKI -  dansk-norsk guitarist født 1962 i Stavanger,  uddannet på Musikhögskolan i Malmö og Det kgl. danske Musikkonservatorium hos prof. Per-Olof Johnson samt studier i Spanien hos José Tomás i Alicante. I 1992 blev Tomas Krakowski finalist og 3. prisvinder i den prestigetunge Concours International de Guitare de Paris arrangeret af Radio France. Han fører omfattende koncertvirksomhed som solist og kammermusiker, og dette har ført ham til de fleste europæiske lande, USA og Canada. Tomas Krakowski er anerkendt som en førende akkompagnatør for sangere. Han er også meget aktiv i at fremme samtidsmusik og har et tæt samarbejde med betydelige komponister.  Han har bl.a. indspillet flere af Ib Nørholms guitarværker på det danske pladeselskab Kontrapunkt. Tomas Krakowski er en eftertragtet projektleder og pædagog, kendt som initiativtager i det københavnske musikliv. Ansat som musikkonsulent i Rundetaarn. Han arrangerer koncerter og foredrag med danske og udenlandske ledende musikere. Her kan nævnes John Williams og den legendariske pianistinde Alicia de Larrocha. Fra 1995 til 2003 var han leder for den international anerkendte COPENHAGEN GUITAR FESTIVAL.

For sit kunstneriske virke har Tomas Krakowski modtaget flere priser og udmærkelser, bl.a: Stavanger Kommunes Kunstnerlegat 1983, Carl Nielsens Rejselegat 1988, SHELL prisen 1989, Axel Agerbys Mindefonds Legat 1994, Norsk Kassetafgiftsfonds Koncertlegat 1994 og Knud Nissens Legat 1999. Stipendiat på San Cataldo, Italien 1994 og 2006.

 

  


 

www.krakowski.dk