En forsinket hyldest til Andrés Segovia

Af Tomas Krakowski

En af mine erindringer fra studierne var koncerten med Segovia i Odd Fellow Palæet i 1985. Som studerende blev jeg fyldt med diverse beretninger om mesterens tryllekunster på guitaren. Men, ak, jeg havde aldrig hørt ham. Nu var endelig chancen der. Det er vel unødvendigt at tilføje, at mine forventninger var stillet højt den aften. Og, hvor blev jeg skuffet! Jeg så og hørte en aldrende musiker med det ene ben i graven. Stol og fodskammel fik gennemgå for kunstnerens frustrationer over svigtende dømmekraft. Kun i bittesmå glimt kunne man ane fordums storhed. Den unge studerende havde ikke tanke for, at publikum ønskede at hylde Segovia for alt han havde udrættet i musikkens tjeneste. Jeg var grædefærdig, ja vred. Alle de opreklamerede Lp-plader! Var ikke klangen uhomogen, rytmen ustabil og betoningerne mærkelige? Og, kunne man ikke høre en fejl eller to? Dybt ulykkelig og desillusioneret lovede jeg mig selv at aldrig mere have med Segovia at gøre. Sådan kom det heldigvis ikke til at gå.

Nogle år senere hørte jeg en konkurrence hvor en af kandidaterne spillede Partita i d mol med den vældige Chaconne. De første fire satser lød udmærket, men en anelse grå og kedelige. Så, pludselig, går variationssatsen i gang. Guitaren klinger kraftigere, renere og mere udtryksfuldt. Hvad sker? Jeg vil ikke tage lån i banken på, at arrangementet af chaconnen var 100% Segovia. Sandsynligvis har det været en af de talrige ”arranged by Segovia, revised by N.N.” Under alle omstændigheder kunne man genkende Segovias fingersætninger. Denne oplevelse fik mig til, endnu en gang at vurdere mesteren fra Linares. Jeg begyndte at tygge mig i gennem hans omfattende udgivelser af originalmusik såvel som arrangementer. Resultatet blev, at jeg kom til at anerkende den store musiker bag noderne uden at være i stand til at bruge han anvisninger. ”Det klinger som Segovia!” lød min opfattelse. I den hellige korrektheds navn var jeg dresseret til at spille det som står i noderne og med en ubønhørlig konsekvens. Har man sagt A får man sige B osv. - en beundringsværdig men også pedantisk indstilling som kommer til kort overfor guitarens lunefulde karakter.

Det er ikke mere end et par måneder siden jeg for alvor kastede mig over Segovias frembringelser. Jeg har bestemt mig for, i en periode, at æde ham med hud og hår. Ok, spørg mig ikke om hvordan, men min guitar lyder renere, kraftigere og varmere end før. Glæden over at spille guitar er kommet tilbage. Mit koncertprogram d. 11. maj er  baseret på ”projekt Segovia”. Publikum får høre værker af Bach, Ponce, Manén og Castelnuovo-Tedesco. Værkerne er inddelt i henholdsvis variationssats og sonate.

Første afdeling indledes med den føromtalte Chaconne. Barokpolitiet og ligesindede purister krummer tær når jeg antyder, at pianisten Busoni såvel som Manuel Ponce har været faddere til Segovias Chaconne. Nogle af de tilføjede akkorder har garanteret ikke vært tænkt  af Johann Sebastian. Meeen... Segovias version klinger jo godt, og hvis jeg lover aldrig mere at spille den, overlever I. Hans fingersætninger (!) er integreret i denne tolkning,  og barokpolitiet vil få beviser nok til at lade mig ruske økologiske tremmer de næste 10 år.

Manuel Maria Ponce skrev et læs af værker for Segovia. Vi finder rene pasticher ”a la Fritz Kreisler” i barok og klassisk stil , men også musik i et mere personligt tonesprog. En af de mest opsigtsvækkende kompositioner er den stort anlagte Variations sur ”La Folia de España” et Fugue. Det gammelspanske tema præsenteres i en romantisk/impressionistisk harmonisering for at give plads til 20 korte variationer, hvorefter den munder ud i en afsluttende fuga. Måske havde Ponce Bach i tankerne. Dog mærker man kun i fugaen en direkte forbindelse til barokmesteren. Hvor Chaconnen udvikler sig i et vældigt organisk forløb, byder Ponce på karaktervariationer der mere skal kædes sammen af kontraster. Man kan med en vis ret tale om en række småstykker, sjældent med anden indbyrdes forbindelse end det indledende tema og dens akkorder. Som guitarist får man glæde sig over den store udfordring der er i at holde sammen på 25 minutters musik. Flere af variationerne er rene perler, og fugaen i Johann Sebastians stil arbejder sig op til et storladent klimaks. Sådan må det være når en romantiker lader sig inspirere af Bachs himmelflugt.

Anden halvdel af koncerten er viet sonaten. Det er helt tydeligt at Segovia savnede et arsenal som Beethovens 32 til sine koncerter. Det wienerklassiske formprincip stod højt på guitaristens ønskeliste når han opsøgte diverse komponister. I den sammenhæng er den catalanske komponist og violinist Joan Manéns ”Fantasia-Sonata” fra 1928 noget atypisk, men ikke desto mindre bemærkelsesværdig. Manén ( 1883 – 1971) henter kun i begrænset omfang sit materiale fra spansk folkemusik. De harmoniske nyvindinger hos Debussy, Ravel, Falla og sågar Hindemth ( kvart- og kvintstabler) forenes med mere melodisk senromantik, typisk for franske komponister omkring 1900 der vedkendte sig indflydelse fra den nytyske skole. Selve titlen ”Fantasia-Sonata” indikerer et slægtskab med Liszts ideer. Et langsomt og højtideligt tema forvandles og giver materiale til et helt værk i en nærmest cyklisk form. Temaet (largo) forvandles til en energisk allegro. Derefter går den direkte over i et langsomt recitativo af usædvanlig skønhed og farverigdom. Ud af denne fortryllende eventyrverden bryder solen frem og inviterer til dans. Det Spanien som nu dukker op, er snarere catalansk end andalusisk præget. Dansen pisker sig op til et nærmest orgiastisk højdepunkt inden den bliver statisk, går i stå og viger tilbage for det smukke recitativ. Vi anede det tidligere, nu er det helt tydelig. Selveste Richard Wagner kommer på besøg. Joan Manén letter på hatten inden han fuldender cyklusen med værkets indledende largo. Sonaten munder ud i total stilhed.

I ingen andre af de værker tilegnet Segovia finder vi tilsvarende idérigdom. Man mærker, at musikken er skrevet af en begavet komponist med frodig fantasi.

Fantasifuld var også Mario Castelnuovo-Tedesco, der blev tvunget at forlade Italien som følge af fascismen. Tedesco fik sig hurtigt et navn i Hollywood, hvor han lod fantasien omsættes i filmmusik. (Lyt efter når I ser John Wayne på skærmen! Måske er tonesproget velkendt?) Sonaten med undertitlen ”Omaggio a Boccherini” fra 1934 er klassicistisk i sin rejsning og senromantisk i tonesproget. Mange vil vide, at den italienske rokokokomponist  Luigi Boccherini har ladet sig inspirere af iberiske rytmer og tonefald. Således også Tedesco, som lader den spanske ånd ”a la Goya” forenes med italienernes sans for velklingende melodier. Førstesatsen åbner uden videre snak med en burlesk allegro i uproblematisk sonateform. Den varmt syngende andante leder tankene mod neapolitansk folkesang. Vi får to elegante, kontrasterende menuetter inden finalen bryder løs med voldsom energi. Musikken piskes frem i nådeløs spænding, og sonaten føres i havn med kompositorisk bravur. Denne herlige sidstesats var et af Segovias glansnumre og findes i en mageløs indspilning fra slutten af tredverne på HMV.

Koncert i Rundetaarn, lørdag den 11. maj kl. 18.00.

PROGRAM

Johann Sebastian Bach
(1685 - 1750)
Chaconne i d mol fra Partita BWV 1004
arr. af A. Segovia

Manuel Maria Ponce                    
( 1882 - 1948 )
Variations sur "Folia de España" et Fugue

P A U S E

Joan Manén Fantasia
(1883 - 1971)
Sonata
Largo
Allegro
Adagio cantabile
Allegro Assai
Più lento
Largo

Mario Castenuovo Tedesco
(1883 - 1971)
Sonata "Omaggio a Boccherini"
Allegro con spirito
Andantino, quasi canzone
Tempo di Minuetto - Trio - Tempo 1
Vivo ed energico